Besøg af klasse Tyskland

11.02.2019
Besøg af klasse fra samarbejdepartner Wirtschaftsakademie Schleswig-Holstein

Fredag den 8. februar havde vi besøg af vores samarbejdspartner (WAK).

Som en del af Global Company Training projektet bød vi en klasse fra vores samarbejdspartner i Tyskland, Wirtschaftsakademie Schleswig-Holstein (WAK) velkommen på VUC Storstrøm i Næstved..

Via vores Global Academy-platform har klasserne på tværs af grænsen udviklet et gamificeret undervisningsmateriale (et spil) om henholdsvis Tyskland og Danmark. 

Anderledes og digital måde at gå til undervisningen på
”Det er afslutningen på et længere samarbejdsprojekt mellem WAK og VUC Storstrøm, og vi er meget glade for at kunne komme på besøg i denne nye flotte bygning. Ud over at have fået talt en masse engelsk, har de tyske elever også mødt en helt anderledes og digital måde at gå til undervisningen på. Det har været meget inspirerende” fortæller projektleder Eileen Simke fra WAK.

Global Classroom - kemiundervisning
De tyske gæster blev ledt direkte til Global Classroom-kemiundervisning i den nye Multihal, hvor Mogens Rething Pedersen indviede kursisterne i, hvorfor det er kemisk muligt at blande whiskey med vand. Et emne vores gæster forstod trods sprogbarrieren. Herefter blev de vist rundt i den nye bygning af vores egne kursister inden spillet gik i gang.

”Det har været sjovt at møde nogle, der kommer fra en helt anden måde at blive undervist på. Det sætter tingene lidt i perspektiv,” forklarer Andreas Kure fra 2. I. og fortsætter: ”Og så har vi talt en masse engelsk, så på den måde har det været rigtig god træning også til eksamen.”

Nemt og enkelt system
Global Academy er et simpelt og gamificeret LMS (Learning Mangement System som Canvas, blot meget enklere), der er utroligt nemt at bruge. Det har indbygget et teambaseret pointsystem, hvor fire minispil, som eksempelvis ”Memory” og ”Order sorter” indgår. Der er desuden indlagt et lag, som gør det muligt for kursisterne at producere indhold til hinanden. Det er med andre ord oplagt i forhold til blandt andet vores blendede undervisning. Platformen er frit tilgængelig for alle ansatte på VUC Storstrøm, man henvender sig blot til undertegnede.

Projektet Global Company Training slutter ved udgangen af februar.