Valgdebat i Næstved

09.04.2019

Mandag den 8. april gik den politiske debat løs på VUC Storstrøm i Næstved. Godt 200 studerende deltog og der blev stillet skarpe spørgsmål til valgpanelet.

Dagen bød på en masse spændende debatter, hvor både uddannelse, klima og velfærd blev diskuteret. De studerende stillede skarpe spørgsmål til politikerne, hvor nogle af de emner der blev taget op blandt publikum var klimapolitik, vigtigheden af gratis psykologhjælp for alle og integrationspolitik. Derudover fyldte udredning af børn også en væsentlig del af debatten.

Den uddannelsespolitiske debat

Flere af partierne talte om Danmark som velfærdssamfund, og at det er vigtigt, at vi som samfund har fokus på uddannelse. Louise Schack Elholm fra Venstre lagde blandt andet vægt på, at vi skal sikre gode uddannelsesmuligheder og uddannelse i lokalområderne.

Kathrine Olldag fra Radikale Venstre gjorde klart, at der skal gøres op med ”uddannelsessnobberi”, hvor Karin Nødgaard fra DF fremhævede at enhver uddannelse har en kvalitet i sig selv: ”Det er de kvalifikationer man har som menneske, der har betydning for ens arbejdsliv”.

Anne V. Berthelsen fra SF kom på banen med deres ”ro på-reform”, der har til formål at få samfundet ned i gear. Danskerne har en hverdag der er alt for stresset og i stedet for fokus på konkurrence og præstationsræs, skal der fokus på et bedre liv:
”Mange unge mennesker lider i dag af angst og stres. Vi har et samfund, hvor vi presser hinanden til det yderste. Vi kører karakterræs, hvor vi i stedet har brug for respekt for erhvervsuddannelserne”, forklarede hun.

Valgdebatten blev afholdt i forbindelse med det kommende folketingsvalg, hvor ni paneldeltagere var med til at sætte dagsordenen. Paneldebatter på uddannelsesinstitutioner er en vigtig del af en demokratisk valgkamp, hvor der med mandagens paneldebat i Multihallen på VUC Storstrøm blev sat fokus på vigtigheden i at engagere studerende i politiske emner og diskussioner i lokalområdet.

Panelet bestod af lokale folketingsmedlemmer fra hver sin side af det politiske spektrum. Alle deltagerne var opdateret på den aktuelle politiske dagsorden og er vandt til at arbejde i en politisk virkelighed.

Panelet bestod af:

Eva Flyvholm (Ø)

Anne Grete Kamilles (Å)

Anne Valentina Berthelsen (SF)

Kathine Olldag (B)

Magnus Heunicke (A)

Louise Schack Elholm (V)

Brigitte Klintskov Jerkel (C)

John Axelsen (LA)

Karin Nødgaard (DF)