Det er lysten ­ der driver værket

En historie af Regitze Ljung Pedersen

Det er lysten der driver værket


Ordblindhed er for mange begrænsende. 23-årige Regitze er en af dem, som har følt sig begrænset på grund af sin ordblindhed. Grundet sin utrolige motivation har hun ikke ladet det styre hendes liv. Hun blev testet svært ordblind, men er i dag i stand til at skjule det.

Regitze Ljung Pedersen startede som 16-årig med at få ordblindeundervisning hos VUC Storstrøm i Nykøbing F. to timer om ugen, fordi hendes forældre syntes, at det ville være godt for hende. Hun var dog ikke selv meget for det, fordi hun følte, at det var pinligt at hun ikke kunne læse og skrive. Hun har dog siden lært at acceptere sig selv.

Accepten af at være ordblind og et utroligt gåpåmod har ført til, at Regitze i dag ved hjælp af brugbare værktøjer og huskeregler mestrer sygeplejeuddannelsen. Hun afslutter uddannelsen om to år og drømmer om at tage en kandidatgrad i klinisk sygepleje.

Accept og strategier
Dét, som har været essentielt for Regitzes udvikling og læring er dedikationen fra underviserne. Hun havde intet skriftsprog, da hun først startede sin eneundervisning, men i dag kan hun skjule sin ordblindhed. Regitze peger på at den personlige undervisning, hun fik, gjorde dette muligt:

’’Jeg havde en fantastisk underviser, som så nye veje og tog udgangspunkt i mig. Vi havde mange samtaler om dét at acceptere ordblindheden; Jeg lærte at acceptere den som en del af mig; jeg fik vendt den negativitet, jeg oplevede. Mine behov var i fokus, og fik redskaber, som passede til mig. Jeg fandt ud af, at det handler om at finde strategier’’.

Rart, trygt og støttende læringsmiljø

Ud over underviserne har digitale hjælpemidler som talegenkendelsesapps og oplæserfunktioner også været til stor hjælp for Regitze: ’’Mit forhold til læsning og skrivning er nu godt, og jeg læser som alle andre. Stavning går godt, når jeg bruger mine hjælpemidler”. Men selvom hendes læringsprocesser var tidskrævende, så gav Regitze aldrig op, fordi hun havde støtten og motivationen til at komme i mål.

Da Regitze senere i sit forløb var med i holdundervisning, havde hun det rigtig godt. Stemningen var afslappet og hyggelig, og holdet tog til forskellige arrangementer sammen. Hun påpeger, at det var rart endelig at opleve nogen som hende selv.

Gode redskaber og gåpåmod

Regitze anbefaler varmt VUC Storstrøms ordblindeundervisning til andre. For Regitze gik et hele op i en ’’højere enhed’’ i undervisningen: ’’Det har været givende for mig. Jeg har fået gode redskaber, og uden dem og mit gåpåmod ville jeg ikke være der, hvor jeg er i dag.’’. Hun stoppede ordblindeforløbet i 2017, da hun startede på sygeplejeuddannelsen. Hun følte, at underviserne havde gjort, hvad de skulle. Hun har dog stadig løbende kontakt med undervisere, da det er rart med sparring.

Fra svært ordblind til ustoppelig sygeplejestuderende

Regitzes selvaccept og selvtro har gjort hende ustoppelig: ’’Jeg er sikker på, at jeg nok skal nå i mål.’’
Hendes vigtigste budskab til andre er at unge som voksne –der kæmper med samme udfordringer som hende selv– ikke skal droppe deres drømme, bare fordi de er ordblinde. Lysten driver værket – hvis man vil, så kan man godt.