Ordblind vinder ­DM i massage ­2019

Ordblind vinder DM i massage 2019

Rita Murauskiene (40) fra Litauen fik konstateret ordblindhed, da hun kom til Danmark. I dag har hun sin egen massageklinik og har i år vundet DM i massage 2019. Hun har ved hjælp af ordblindeværktøjer og undervisning på VUC Storstrøm gennemført sin uddannelse som massør og beskæftiger sig i dag med sit drømmejob.

Rita taler både dansk, litauisk, engelsk og russisk, hvor hun føler sig særligt udfordret, når det kommer til at læse.

”I Litauen var der ikke nogen der fortalte mig om ordblindhed. Det blev konstateret i sprogskolen, hvor de fejl jeg lavede mindede om ordblindhed. Efter sprogskolen havde jeg en pause på grund af barsel.  Da jeg pludselig ikke brugte dansk så meget i min hverdag, var det som om det forsvandt. Derfor startede jeg på ordblindeundervisning hos VUC Storstrøm i Nykøbing, hvor der var fokus på mit behov”, forklarer hun. 

Du behøver ikke være verdensmester for at lykkes

På ordblindeforløbet blev der taget udgangspunkt i Ritas egne udfordringer, som hun som massageklinikejer møder i sin hverdag. Der har i hendes tilfælde især været særligt fokus på udtalelse af ord, fagudtryk og begreber. Derudover blev der i undervisningen lagt vægt på den sproglige forståelse af udvalgte fagområder.

For Rita har det været et givende forløb på VUC Storstrøm:

”Jeg vil klart anbefale andre at vælge ordblindeundervisning på VUC Storstrøm, hvis du har et mål om at gennemføre en uddannelse og mangler nogle værktøjer. Det kræver helt klart en indre motivation - hvis du har det, så er der hjælp at hente”, fortæller hun.

Rita har modtaget undervisning på VUC Storstrøm i Nykøbing F. under hele sit toårige uddannelsesforløb som massør. Hun har bevist, at man med den rette passion for sit fag og gode værktøjer kan opnå sin drøm, selvom man ikke er verdensmester i læsning, skrivning og stavning.

Rita har i dag sin egen klinik ”Aveda Massage Klinik” i Sakskøbing og blev i år kåret som årets prisvinder ”DM i massage 2019”.