Klar til fremtidens arbejdsmarked

Projekt LKV2, Læsning og Kommunikation i Virksomhederne ruster især de bogligt svage til arbejdsmarkedets øgede krav.

Et digitalt arbejdsmarked med krav og brede boglige færdigheder kan være en meget stor udfordring for personer med ordblindhed eller blot læse- og skrivevanskeligheder. Med projekt LKV 2, Læsning og Kommunikation i Virksomhederne, sættes især fokus på den medarbejdergruppe, og hidtil har projektet været en succes.

Hos Park og Vej i Lolland Kommune har hele 64 medarbejdere ud af 90 de seneste uger været på kursus. Og tillidsrepræsentant Flemming Højberg er ikke i tvivl om, at indsatsen har været godt givet ud. 

"Vi har kørt kurserne i 10 uger nu med en ugentlig undervisningsdag. Og mange af dem, der har været af sted, er allerede begyndt at spørge efter endnu et kursus", siger han.

På Sydsjælland og Lolland-Falster tilbydes kurserne af VUC Storstrøm, der har årelang erfaring med blandt andet ordblindeundervisning. Målet med undervisningen er blandt andet at hjælpe de personer, der ikke har tilstrækkelige grundlæggende færdigheder til at begå sig på det eksisterende og fremtidens arbejdsmarked. Så meget af undervisningen foregår digitalt på iPad for også at få det elektroniske perspektiv ind i undervisningen, og det er gået utrolig godt, siger Flemming Højberg.

"Vi har en gennemsnitsalder på 53, så hvis vi kan motivere folk til at bruge iPad, må vi gøre noget rigtigt. Men det der har solgt er jo også, at folk godt ved, at man efterhånden skal bruge den teknik alle steder", siger han.

Kurserne kan gennemføres med lønrefusion, og på projektets hjemmeside, www.lkv2.dk, kan du læse mere om mulighederne.