Kompetencer i spil i fællesnordisk projekt

Én uddannelse er sjældent nok, men mange ufaglærte vægrer sig ved at videreuddanne sig. VUC Storstrøm har påbegyndt et nordisk samarbejde med fokus på at nå gruppen af skeptikere med lav uddannelse.

Du kan mere end du tror - og gudskelov for det. For kravene til fremtidens ansatte vokser, og de færdigheder, man havde med fra folkeskolen er sjældent nok til det danske arbejdsmarked. Det har mange virksomheder forstået, og der tilbydes en bred vifte af efter- og videreuddannelse rigtig mange steder i landet. Mange af de kurser, der køres i VUC-regi er både gratis og støttes med løntilskud og kan foregå i arbejdstiden. Alligevel takker en stor gruppe af ufaglærte medarbejdere nej til nogle timer på skolebænken, ligesom de vægrer sig ved at lade sig kompetenceteste. Og det er rigtig ærgerligt, mener uddannelseskonsulent Jette Ahrendt Christensen fra VUC Storstrøms erhvervsafdeling. Sammen med sin kollega Jette Mai-Brit Bakkedal har hun derfor budt ind på et fællesnordisk samarbejde, der skal styrke uddannelseskonsulenterne i dialogen med virksomhederne og de ufaglærte, der ikke kan se ideen med at tilegne sig ny viden.

"Vi arbejder med mange virksomheder, der jævnligt har folk på kursus, og vi tilbyder en bred palette af kurser fra dansk og matematik til kommunikation og samarbejde. Men vi ser ofte, at det er den samme medarbejdergruppe, der deltager på alle kurserne. Og det, der bliver vores opgave i det her projekt, er at motivere de medarbejdere, der aldrig byder ind", siger hun.

Det fællesnordiske projekt blev skudt i gang på et seminar på Island først på vinteren 2016, og deltagerne fra hhv. Island, Sverige, Norge og VUC Storstrøm er i øjeblikket i gang med at byde ind med hver deres spidskompetencer til den fælles videnspulje.

"Det her projekt handler om at løfte i flok, og vi kan alle sammen noget forskelligt. Her på VUC er vi i gang med at udvikle et værktøj, hvor medarbejderne kan vurdere sig selv. Det er det, vi er rigtig gode til og sådan byder vi ind hver især", forklarer Jette Ahrendt Christensen.

Som udgangspunkt er det selvfølgelig den enkelte medarbejder, der afgør, om han eller hun ønsker videreuddannelse. Men ofte er et nej tak bygget på fordomme og mangel på oplysning. Og den ansatte kan ofte ikke se ideen med et kursusforløb, mener Jette Mai-Brit Bakkedal.      

"Fremadrettet stilles større krav til uddannelse. Måske bliver folk slidt ned, måske lukker deres virksomhed. Og her er vores opgave at få folk til at kunne se "hvad er der i det for mig". Mange har ikke lyst til at lade sig kompetenceafklare, men ofte bliver de overraskede over, hvor meget, de egentlig kan. Det, vi kan tilbyde, er at få dem til at se deres kompetencer i andre sammenhænge og hjælpe dem med at se, hvordan de kan bygge ovenpå.  Men før vi når dertil skal vi i dialog med dem. Og her skal vi helt ud på arbejdspladserne og tale med den enkelte", siger hun.