Nu kan vi tale med chaufførerne!

 

Nogle timers skolegang en gang om ugen har hjulpet sprogkundskaberne på vej hos medarbejderne hos Lhoist Faxe Kalk A/S.

Selvom man bogstavelig talt arbejder i et hul i jorden, kan man sagtens have brug for lidt engelskkundskaber. For medarbejderne hos Lhoist Faxe Kalk var det ind imellem en frustration, når der kom en udenlandsk chauffør, der skulle have instrukser, og hvor kommunikationen bare ikke fungerede på grund af sprogvanskeligheder.

Men for et par år siden, indgik Faxe Kalk et samarbejde med VUC Storstrøm, og siden har en 12 - 15 medarbejdere fast brugt nogle timers arbejdstid hver onsdag på at videreuddanne sig.

" Mange af os har jo ikke haft engelsk i skolen. Og nu er vi dels ejet af et belgisk firma, hvor meget af sproget er engelsk, dels har vi mange udenlandske chauffører i kalkbruddet. Og selvom de kommer mange forskellige steder fra, kan de som regel altid lidt engelsk, så vi nu kan kommunikere med dem", fortæller Ole Meisler, der er tillidsmand og sjakleder hos Faxe Kalk.

Han er en af de medarbejdere, der med kyshånd har taget mod tilbuddet om nogle timer på skolebænken. Udover engelsk har han også deltaget i it-undervisning, dansk og matematik. Og det engelske kører nu på tredje sæson.

"Det er et rigtig godt tilbud, som man også har glæde af i privatlivet, for eksempel når man er ude at rejse", siger han. Og han synes det er ærgerligt, at så mange kolleger takker nej til uddannelsestilbuddet. 

"Der er mange, der kvier sig ved at skulle kompetenceafklares og derudover ikke vil deltage i undervisning. Og det er lidt ærgerligt, for vi har også mulighed for ordblindeundervisning, og det er der da nogle, som har haft stor glæde af", siger Ole Meisler.

Personaleansvarlig Charlotte Arnov fra Faxe Kalk vil dog ikke tvinge nogen på skolebænken.

"Det skal være et valg. Men vi kan se, at dem, der deltager, har fået utrolig meget ud af det. Det er selvfølgelig et plus, at de kan kommunikere med folk udefra, men vi har også opnået, at de er blevet bedre til at kommunikere sammen indbyrdes, fordi de er på hold med folk, de normalt ikke møder i virksomheden", siger hun.