Oscars første skoledag

Et lille hold medarbejdere fra fond-producenten Oscar i Rønnede tog en ordblindetest, og så kom der blus under gryden.

Det er første skoledag efter sommerferien for et lille hold medarbejdere fra fond- og bouillonproducenten Oscar i Rønnede. Nogle uger har de fulgt VUC Storstrøms specielt tilrettelagte kurser for ordblinde. Og egentlig havde de ikke de store forventninger. For mange års gængs skolegang med lidt halvhjertet ekstraundervisning, har ikke for alvor rokket ved deres læse- og staveproblemer. Hver især har de såmænd også klaret sig udmærket siden. Men alligevel har udfordringerne med det boglige ind imellem stukket en kæp i hjulet.

- Jeg er rigtig glad for mit job. Men tidligere har det da givet mig nogle problemer, når jeg skulle søge job og ikke kunne skrive en jobansøgning, forklarer Mie Schmidt.
Men for hende som for holdets øvrige deltagere blev kurset et vendepunkt, der gav dem en helt anden tro på deres boglige evner.
- Jeg syntes egentlig selv, jeg stavede så dårligt, som en skildpadde løber. Men her har jeg fundet ud af, at det kun er endelserne, der volder mig problemer, forklarer Lise Marqvard. Og for Gert Mortensen har kurset været en øjenåbner på flere måder.

- Jeg læser perfekt, men har store problemer med at stave. Jeg fik ingen tilbud om hjælp i skolen, og nu har jeg levet 50 år med udfordringerne, så jeg havde egentlig ikke nogen forventninger til det her kursus. Men jeg har godt nok skiftet mening. Jeg har lært mere på 14 dage her, end jeg lærte hele min tid i folkeskolen, fortæller han.

Test er frivillig
Kurset er fuldstændigt frivilligt og undervisningen foregår nogle timer om ugen inden for arbejdstiden. Det betyder meget for kursisterne, der også sætter pris på, at muligheden kom som et meget diskret tilbud fra deres arbejdsplads.

- Det foregik meget privat. Min chef trak mig bare til side og spurgte, om jeg havde lyst til at blive testet. Jeg vidste godt, at jeg er ordblind, men alligevel var der rart, at vi blev spurgt enkeltvis, forklarer Mie Schmidt.

På Oscar hilser produktionschef Søren Nielsen de positive tilbagemeldinger velkomne. Han lægger vægt på, at ingen medarbejdere skal føle sig forpligtet til at gennemgå ordblindetest og kursus, men han er samtidig meget opmærksom på de øgede krav, der stilles i produktionen.

- Vi har en del procedurer og instrukser, der skal overholdes. Blandt andet skal der skrives rapport, hvis der har været hændelser, der giver afvigelser i produktionen, og det har været en barriere for nogle. Det har vi jo godt vidst, men der har manglet det rigtige tilbud. Og tilbuddet fra VUC om individuel undervisning lød rigtig godt. Det var også muligt at planlægge det efter vores behov, for vi kan ikke bare tage et hold medarbejdere ud af produktionen, siger han.

Som bonus nævner han den udvikling, de enkelte medarbejdere har fået med fra kurset.