Rejsegilde i Næstved

Onsdag 8. november 2017 blev der holdt rejsegilde for den nye skolebygning i Næstved.

Over 100 håndværkere, medarbejdere, interesserede borgere og andre gæster lagde vejen forbi byggepladsen i Teatergade for at fejre, at nybyggeriet var kommet under tag.

Gæsterne fik lejlighed til at se det 5000 m2 store byggeri indefra og ikke mindst nyde udsigten fra fjerde sal, der både giver et blik ud over byen og Munkebakken. Herefter blev gæsterne traditionen tro budt på taler, pølser og kolde drikkevarer.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen, direktør Claus Minds fra C.C. Contractors og Niels Henriksen gav byggeriet et par ord med på vejen.

Carsten Rasmussen gav bl.a. udtryk for sin glæde over den første uddannelses-institution i Campus Næstved, og det uddannelsesperspektiv og liv det tilfører byen. Det blev også til et lille digt over Kim Larsens og Gasolins sang: ”Se din by fra tårnets top”:

Se Næstved fra VUC’s top
ta’ f.eks. ud til Campus Næstved
og snegl dig op
mærk vinden suse i dit hår
den kommer måske helt ned fra Vordingborg.

Vi glæder os til den nye bygning står færdig og klar til indflytning til kursusstart 2018.