Når bogstaverne bytter plads

Når bogstaverne bytter plads

Ordblindhed er for mange et væsentligt handicap, men der er hjælp at hente i smartphonen.

Vidste du, at der findes et hav af apps, små programmer til smartphone eller tablet, som kan lette hverdagen væsentligt for ordblinde og læsehæmmede?

Det ved de færreste, og der er derfor altid stor deltagelse, når VUC Storstrøm afholder gratis temaaftener om muligheder for ordblinde. Seneste kursus, 3. februar,  var arrangeret i samarbejde med HK Sjælland og havde især fokus på, hvilke muligheder man har som pårørende til ordblinde børn.

En af deltagerne var Gibber Larsen, som har ordblindhed i familien, og hun syntes, hun fik så meget ud af kurset, at hun allerede nu har tilmeldt sig et opfølgningskursus d. 17. maj.

"Mit ældste barnebarn er ordblind, og det har godt nok været svært at få hjælp til ham, selvom min datter har presset på, siden han gik i anden klasse. I det hele taget kan det være svært at finde information, og jeg synes ofte, ordblinde overses.  Hvis man fx mangler et ben, så får man jo tilbudt en protese, men som ordblind kan man bestemt ikke være sikker på at få tilbudt hele pakken, og det kan tage rigtig lang tid, før man bliver udredt", forklarer Gibber Larsen.

VUC Storstrøms kurser ledes oftest af konsulent Christian Bock, der selv er svært ordblind. Gennem årene har han sat sig grundigt ind i de mange muligheder, der i dag findes i elektroniske hjælpemidler, og deltagerne får selv mulighed for at prøve forskellige små programmer, apps, på deres smartphone. Christian Boch demonstrerer også, hvordan man scanner en tekst, så man kan få den læst op.

De små trick kan lette hverdagen for rigtig mange, mener Gibber Larsen, og hun ville ønske, flere fik kendskab til dem.

"Jeg er sygeplejerske og har arbejdet med unge mennesker mange år. Rigtig mange af dem har læseproblemer" siger hun.