Fra sprogskole til AVU og HF med Sukaina og Mohammed
Sukaina Issa og Mohammed (Hamodi) Karzoun er kommet til Danmark fra Syrien for henholdsvis tre og seks år siden. De er godt i gang med deres uddannelser på VUC Storstrøm.
Efter sprogskole har Sukaina og Mohammed læst AVU, hvor de har arbejdet sig op gennem fagenes niveauer, og nu er de også begyndt at læse fag på HF.
Begge er opsat på at øve sig i det danske sprog, så de kan komme videre i uddannelse og stå stærkere på arbejdsmarkedet.
”Det er godt at tale dansk i klassen,” siger Sukaina, som mener, at det er vigtigt at holde fast i at tale dansk til hinanden i timerne, selvom der skulle være andre på holdet, der taler samme sprog som én selv.
Sukaina læser AVU på VUC Storstrøm i Vordingborg, og er også begyndt på Matematik C på HF. Sukaina er uddannet ingeniør fra Syrien, og det er især matematikfaget, der har hendes interesse. Fremtidsdrømmen er at undervise børn i matematik eller at arbejde med børn i et job som assisterende pædagog.
Mohammed, som bliver kaldt Hamodi, er palæstinenser, men har boet hele sit liv i Syrien.
Da krigen brød ud, var han ved at læse farmakologi på universitetet og havde to år tilbage på sin uddannelse. I Danmark har han måttet starte forfra. Han er 28 år og ivrig efter at komme videre med sit liv.
Hamodi er i gang med Engelsk E-D på AVU, for senere at kunne tage en fuld HF.
Det går ham godt. På AVU har han blandt andet fået 10 i mundtligt Dansk og 12 i Matematik på E-D-niveau. Efter en HF-eksamen på VUC er planen at læse til farmakonom.
I en lang periode var Hamodis liv præget af opbrud og omstilling, og det var først, da han kom i uddannelse på VUC Storstrøm i Nykøbing F., at han begyndte at falde til og få et socialt liv.
”Inden jeg kom til VUC, var hverdagen lidt kedelig. Jeg tog på arbejde og kom hjem og lavede ingenting. På VUC har jeg mødt andre og fået nogle danske venner. Hvis jeg kun har udenlandske venner, der taler mit sprog, kommer jeg aldrig til at lære nyt i det danske sprog. Derfor har jeg fokuseret på at blive venner med danskere,” siger han.