Kriminalforsorgen: Den specialbyggede lastbil rullede ind foran VUC

Torsdag den 10. marts kom Kriminalforsorgen til VUC Storstrøm i Nykøbing F med deres 20 tons specialbyggede lastbil. Her oplevede kursister fra VUC, folkeskoleelever og andre besøgende en virkelighedstro fængselscelle og fik mulighed for at afprøve sig selv som fængselsbetjent via Virtual Reality.
NYHED
15-03-2022

Uddannelsen til Fængselsbetjent kommer snart til Nykøbing F, og i den forbindelse samarbejder VUC Storstrøm og Kriminalforsorgen om at få borgernes øjne op for arbejdet som fængselsbetjent.

 

Den 10. marts rullede Kriminalforsorgens store lastbil derfor ind på VUC Storstrøms campus på Bispegade i Nykøbing F, så både kursister og folk udefra kunne prøve de forskellige aktiviteter i den store lastbil.

 

I lastbilen kan man blandt andet besøge nogle af Danmarks fængsler, herunder Storstrøms Fængsel, med VR-udstyr; der er indrettet en virkelighedstro fængselscelle i lastbilen, så man kan få en fornemmelse af forholdene; man kan teste sig selv som fængselsbetjent – også via Virtual Reality; og så kunne man selvfølgelig møde Kriminalforsorgens dygtige medarbejdere, som fortalte engageret og entusiastisk om arbejdet og uddannelsen.

 

Fra kl. 13.00 fik vores egne kursister mulighed for at afprøve faciliteterne, men fra kl. 16.00 til 18.00 var der åbent for offentligheden, og alle med interesse var velkomne. 

 

Der var meget aktivitet i lastbilen, og VR-udstyret var næsten konstant i brug. Både voksne og børn kom på besøg, og det lod til at være spændende for alle aldre.

Kriminalforsorgen: Den specialbyggede lastbil rullede ind foran VUC