Uddannelsesprisen 2021 til VUC Storstrøm
VUC Storstrøm vinder årets Uddannelsespris 2021, der blev uddelt torsdag den 23. september til prisoverrækkelsen i Middelfart. VUC Videnscenter og Danske HF & VUC står bag overrækkelsen af prisen, der er gået til den gruppe af VUC’s medarbejdere, som har gjort en særlig indsats for at skabe god, konstruktiv og nærværende undervisning i en tid, hvor vi grundet Covid-19 har været nødt til at fortsætte undervisningen online.
”VUC Storstrøm rækker langt videre end håndteringen af coronasituationen ved udvikling af et digitalt læringsdesign i samarbejde med undervisere og kursister, de kollaborative og deltagende elementer både i forhold til de forskellige aktører (læringskonsulenter, undervisere og kursister) og på tværs af afdelinger, den stærke systematik i arbejdet og den teoretiske forankring omsat til konkret praksis”, fortæller Susanne Murning, Specialkonsulent fra VUC Videnscenter.
Ifølge VUC Videnscenter og Danske HF & VUC er der mange af elementerne, der kan udbredes til store dele af sektoren – både VUC-sektoren og til andre uddannelser.
Deltagelse ved prisoverrækkelsen
Uddannelsesprisen 2021 blev i går den 23. september overrakt i Middelfart på Comwell, hvor flere lærere fra VUC Storstrøm deltog til prisoverrækkelsen. Det var meget stolte lærere, der tog imod trofæet.
Lærer Michael Andersen fra VUC Storstrøm fortæller: ”Det har været en spændende udvikling, som har udviklet vores digitale didaktik, men også udviklet vores evne til skabe og opbygge tætte relationer til kursister på en ny måde”.
”Vi har aldrig haft så mange didaktiske drøftelser. Det har været så givende”, forklarer lærer Susanne Djuurhus.
Hybrid skole: Et skub i den rigtige retning
Dét at skabe en god, konstruktiv og nærværende undervisning er noget, som der på VUC Storstrøm hele tiden er fokus på. Coronaåret har sat skub i udviklingen af den hybride tankegang, når det kommer til undervisning med en mere fleksibel tilgang:
”Vi er rigtig glade for at vinde årets uddannelsespris, og at vores indsats i coronaåret kan inspirere andre i VUC-sektoren og på andre uddannelser. Coronaåret har ført til, at vi er blevet mere fleksible i tilgangen til undervisningen, og at vi fx anvender online undervisning i større omfang end tidligere - det viser sig at fungere godt i mange sammenhænge. Det har altså været et år der har sat turbo på udviklingen af den hybride tankegang – og vi mener det er den rigtige vej frem”, forklarer Martin Lasse Hansen Sieben, der er adm. direktør på VUC Storstrøm.