Hurtigere i mål med hf uddannelsespakke

Pernille Nissen og Christine Sisse Blindbæk læser en hf uddannelsespakke på VUC Storstrøm. Den skal føre dem hurtigere igennem til den professionsuddannelse, de drømmer om.

 

Som voksenstuderende er der ofte flere faktorer, der spiller ind i valget om at læse hf-fag. Kan jeg få familieliv og økonomi til at hænge sammen? Hvor hurtigt kan jeg komme videre i uddannelsessystemet?

 

VUC Storstrøm tilbyder forskellige hf uddannelsespakker, der er målrettet professionsuddannelser med gode jobmuligheder efterfølgende. Uddannelsespakkerne er især for de kursister, der ved, hvilken vej de skal gå, og som hurtigt gerne vil videre.

 

Drømmer om at hjælpe andre

Pernille Nissen, 27, og Christine Sisse Blindbæk, 30, læser hf-fag målrettet pædagoguddannelsen på VUC Storstrøm i Næstved. De er ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg for dem. Begge har arbejdet mange år i servicefagene. Christine som uddannet frisør, og Pernille inden for detailbranchen. Efter 10 år i faget gav Christines ene skulder op. For Pernille var det de sene aftentimer som butikschef, der gik dårligt i spænd med et liv som småbarnsmor.

 

Nu sigter de begge mod en uddannelse på Professionshøjskolen Absalon. Ønsket om at hjælpe andre, er det, der driver dem.

 

”Jeg vil gerne have følelsen af, at jeg har gjort en forskel for samfundet, når jeg kommer hjem fra arbejde,” siger Pernille, hvis hjerte banker for børn, der har brug for ekstra omsorg. To weekender om måneden får familien besøg af en lille dreng, der kommer i aflastning hos dem.


”De kram og smil, vi bliver mødt med, er guld værd,” fortæller hun.

 

Vil ikke spilde tiden.

Christine er inde på samme spor. Hun har selv oplevet, at livet som barn ikke altid er ”en dans på roser”, og vil gerne arbejde med at give børn og unge en god start på livet.

 

”Med uddannelsespakken har jeg de hf-fag, jeg skal bruge, på et år. Så kan jeg søge videre. Det passer mig, for jeg vil ikke spilde tiden. Jeg arbejder målrettet og gør tingene helhjertet. I folkeskolen var jeg ikke særlig stærk. Nu har jeg fået blod på tanden, og jeg vil se, hvad jeg kan præstere,” siger hun.

 

Familievenligt skema

For Pernille er det især vigtigt, at økonomien og familielivet med en søn på halvandet år kan hænge sammen, mens hun læser: ”Studievejlederen på VUC Storstrøm fortalte, at der var mange med små børn, der tog uddannelsen. At det kan lade sig gøre, har vist sig at holde stik.