Ofte stillede spørgsmål om FVU

Her kan du få svar på spørgsmål, der vedrører tilmelding, økonomisk støtte mv.

Har du andre spørgsmål om FVU, er du velkommen til at kontakte os.

Kan jeg optages på FVU, hvis jeg er under 25 år?

Er du under 25 år, kan du tage FVU, hvis du opfylder bare én af nedenstående betingelser:

 

  • Du er selvforsørgende eller er og bliver ved med at være i deltidsbeskæftigelse i mindst 20 timer om ugen.
  • Du er på barsel og ønsker at følge enkelte fag.
  • Du har gennemført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.
  • Du er i gang med en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.
  • Du tilbydes ikke Forberedende Grunduddannelse (FGU) – fx hvis du først har brug for et intensivt OBU- eller FVU-forløb inden videre uddannelse.

 

Før du kan blive tilmeldt undervisning, skal du have taget en FVU-test.

 

I forbindelse med testen kan du blive tilmeldt undervisning. Hvis du allerede har fået lavet en test, skal du henvende dig i studievejledningen for at blive tilmeldt FVU-undervisning.

 

Bestil tid til FVU-test


Hvis du har bestået et FVU-trin i forvejen, kan du blive tilmeldt det næste trin hos studievejledningen.

 

Kontakt studievejledningen

 

Er det gratis at gå til FVU?

Ja, hvis du tilmelder dig som privatperson.

 

Hvis du er tilknyttet et jobcenter, skal der laves en betalingsaftale mellem VUC Storstrøm og dit jobcenter.

Kan jeg få økonomisk støtte til FVU, når jeg er i arbejde?

Som faglært kan du også få voksenuddannelsesstøtte (SVU) til FVU.

 

Hvert år er det muligt for 3.000 faglærte personer at få voksenuddannelsesstøtte til FVU. Det sker efter "først til mølle"-princippet.


Du kan få støtte til FVU i 18 uger på heltid. Du har også mulighed for at tage FVU på deltid, men så skal du mindst have 3 timers undervisning om ugen.


Hvis du får fuld løn, mens du går til undervisning, kan SVU udbetales til arbejdsgiveren.
Få mere at vide om SVU på svu.dk eller hos vejledningen.

 

Kontakt studievejledningen

Tæller FVU med i SU-timetallet?

Ja, men kun, hvis du er 18 eller 19 år og er tilmeldt mindst ét AVU-fag sammen med FVU.

Dansk statsborgerskab: Hvilke trin i FVU Dansk skal jeg bruge?

Hvis du vil søge dansk statsborgerskab, skal du bruge en bestået prøve i FVU Dansk - trin 4.

Skal jeg til prøve?

Som FVU-kursist har du mulighed for at aflægge prøve for hvert afsluttet undervisningstrin. Det er frivilligt at deltage i prøven.

 

Personer, der ikke har deltaget i undervisningen, kan indstille sig til prøve som selvstuderende.

Kan jeg være selvstuderende på FVU?

Hvis du ønsker at gå til FVU-prøve som selvstuderende, skal du have kompetencer svarende til det førliggende trin. Du skal også opfylde adgangskravet til undervisningen på det FVU-trin, som du ønsker at gå til prøve i.


Derfor skal du til en samtale med en studievejleder, der kan hjælpe dig videre. Du kan evt. komme med dit prøvebevis fra et tidligere bestået trin, ellers hjælper vi dig ind på det rette trin, som du kan gå til prøve på.

 

Selvstuderende, der ønsker at aflægge prøve i forberedende voksenundervisning, skal tilmelde sig senest 2 uger før prøvens afholdelse.