Den hurtige billet til videre uddannelse

Joan Hansen læser nu på Absalon

Den hurtige billet til videre uddannelse

VUC Storstrøm tilbyder en 1-årig hf-uddannelsespakke, som er målrettet dig, der gerne vil være pædagog, socialrådgiver, ergoterapeut, bioanalytiker eller sygeplejerske, men som mangler de nødvendige fag for at komme ind på uddannelsen.

Joan Hansen (35) valgte uddannelsespakken for socialrådgiver på VUC Storstrøm og er i dag i gang med sit videre forløb på Absalon.

”For mig har denne løsning været meget overskuelig og en rigtig god mulighed. Man kan kalde det billetten til videre uddannelse for de der har været ude at lave noget andet”, fortæller hun.

Joan har arbejdet som salgskonsulent i 10 år, men på grund af helbredsmæssige årsager blev hun nødt til at skifte retning. Hun blev tilbudt revalidering grundet dårlig ryg, og fik derved en ny chance for uddannelse. Hun vidste, hun gerne ville være socialrådgiver og begyndte derfor at kigge i en ny retning:

”Jeg drømmer om at arbejde som socialrådgiver inden for Kriminalforsorgen. Der findes som regel en vej tilbage for de der er kommet ud på et sidespor. Jeg vil rigtig gerne hjælpe disse mennesker med at bryde gamle mønstre og hjælpe dem med at blive bedre mennesker”, fortæller Joan.

Et pusterum fra hverdagen

Da Joan var i gang med hf-uddannelsespakken på VUC Storstrøm løb hun ind i en meget hård periode af sit liv, hvor hun fik konstateret brystkræft. Ud over sygdomsforløbet, er Joan alenemor og var startet ny uddannelse på det tidspunkt. Hun blev mødt af stor forståelse fra lærere og vejledere på skolen, og det har gjort, at skolen for hende blev et pusterum fra hverdagen:

”Hvis ikke jeg havde haft skolen, havde jeg nok kastet håndklædet i ringen. Når jeg er her, er jeg ikke syg, men studerende”, fortæller hun.

Det har været vigtigt for Joan at se positivt på sit sygdomsforløb:

”Selvom ting er uretfærdige, er det om at tage den rigtige hat på. Jeg anskuer det hele fra en positiv vinkel og vil gerne være en inspirationskilde for andre, der rammer ind i det samme”, fortæller Joan.

Joan blev færdig med uddannelsespakken på VUC Storstrøm i sommer 2019 og læser nu til socialrådgiver på Professionshøjskolen Absalon, hvor hun forventer at afslutte i 2023.

En skole der rummer alle

”VUC Storstrøm er et sted, hvor der er plads til alle, og det er helt ok, at man har noget med i bagagen. Ud over det faglige, gav det rigtig meget at møde ligesindede. Der var et super godt sammenhold i klassen, og vi var rigtig gode til at passe på hinanden”, afslutter Joan.