Fjernundervisning et hit for de selvdisciplinerede

VUC Storstrøm tilbyder en fleksibel hf-uddannelse med mulighed for at vælge et eller flere fag som fjernundervisning. Det betyder, at det er muligt at studere hjemmefra – når og hvor det passer dig.

Du har mulighed for at kombinere fjernundervisning med klasseundervisning, eller blot supplere med de gymnasiale fag hjemmefra, som du mangler for at søge ind på din drømmeuddannelse.

For Philip Malling (49) er fjernundervisning et godt valg, hvor han føler stor fleksibilitet i hverdagen. Han har i sit forløb kombineret almindelig holdundervisning med onlineundervisning, men foretrækker klart selvstudiet.

”En af fordelene er, at du kan læse i dit eget tempo og derved læse mere effektivt. Jeg vil helt sikkert anbefale fjernundervisning, hvis man er motiveret til at studere selv. Det kræver selvdisciplin, men du kan selv tilrettelægge og planlægge din tid”, forklarer Philip.

Godt med selvstudie, men også krævende
Selvom du kan vælge at studere hjemmefra, kræver det stort arbejde at følge undervisningen. Philip føler et stort behov for at tilrettelægge sin tid, som var det en normal arbejdsdag:

”Der er ingen, der sætter dig i gang. Jeg går i gang kl. 9 om morgenen og studerer i cirka 7 timer dagligt. Så det ligner en normal arbejdsdag. Det positive er, at hvis du er ekstra flittig i en uge, har du mulighed for at arbejde dig fremad”, fortæller han.

Ændring af karrierespor
Det blev nødvendigt for Philip at skifte retning i sin karriere, da han en dag ikke længere kunne varetage sit gamle job på grund af dagligt tunge løft. Han startede i et revalideringsforløb, og begyndte at tænke mere over sine muligheder. Han blev inspireret af finansøkonomuddannelsen, og for at opfylde adgangskravene, valgte han at opkvalificere sig på VUC Storstrøm i Næstved.

”Jeg valgte VUC Storstrøm, da det er tæt på min bopæl. Jeg henvendte mig til vejledningen og fik hørt lidt om mine muligheder, hvor jeg blev gjort bekendt med fjernundervisning. Efter vores snak, havde jeg ikke behov for at henvende mig andre steder. Jeg vidste det var løsningen”, fortæller Philip.

Philip afslutter sit fulde hf-forløb på VUC Storstrøm i Næstved til sommer 2019, hvor han på nuværende tidspunkt er i gang med de sidste fag online. Han er derfor snart klar til at vælge sin vej videre.